fredag den 11. januar 2008

Min elskede


moster døde den 17. juni 1994. Hun ville været blevet 75 her den 17. januar. Jeg savner hende noget så grusomt. Har skrevet om hende, rundt omkring på de forskellige blogge - indimellem. Ikke at jeg fortsat savner, for hvis man ikke gør det, så er de døde jo forevigt væk. Det forbyde. Hun havde 3 døtre, hvoraf den mellemste valgte ikke, at blive en dag over 25. Vi var jævnaldrende.
Den besked - om at Margit ikke var længere - fik jeg en formiddag af min mor. Jeg glemmer det aldrig, aldrig, aldrig. Mor blev ved med: Har du nu sovet godt, har du fri (havde været i aftenvagt inden) og og og, inden hun kom med det. Jeg skreg simpelthen så meget, og så højt, at hvad fanden i hede hule h...... bildte hun sig ind? Ikke min mor - men min kusine. Hvorfor vælge den udvej - hovedet ind i en gasovn - uden at bede om hjælp. Vi var der jo for hende - alle sammen. Det var utroligt hårdt for min moster. Hun ville ikke være sammen med andre end mig, den dag Margit skulle begraves, altså inden. Vi gik hånd i hånd til Bistrup Kirke, det var godt nok en tung, lang vej.

Nu tuder jeg bare så meget, at der næsten ikke kan skrives. Men ud skal det altså, ingen tvang for mine læsere, at læse videre.

Moster havde valgt, at Margit skulle ligge på de ukendtes grav i Birkerød. Fik senere den melding, at det skulle hun aldrig have valgt. Der er et el. godt ved, bare at have en sten, så man ved, her er det. Her ligger hun trygt og godt. Et par dage efter begravelsen, cyklede jeg ned på kirkegården, bare lige for, at få en alvorlig snak med Margit. Graveren gik rundt og lavede en hel masse, og jeg spurgte, om man kunne få udpeget det sted, hvor Margit ligger. "Du kan jo se, hvor jeg er kommet til", var svaret. Det glæder mig den dag i dag. For det er altså rart, at have bare en lille bitte plet, som man tror osv. osv.
Moster Ritta, var det skønneste menneske man kan forestille sig. Hun gav alt, hvad hun havde i sig til andre. Hendes motto var: Man skal mindst gøre ét menneske glad, hver dag. Og det gjorde hun. Tror et el. andet sted, at hun døde af stress, på den bekostning. Det var bare ikke en "populær" betegnelse dengang. Hun blev kun 62. Hun ville på de ukendtes grav i Karup Kirke ved Sæby. Sådan en havde man ikke der, så nu ligger hun ved flagstangen - det ved vi - her står vi og får en snak.

Kopier af mosters dagbog fra 1954 - 1969 står på min reol, her er sat alt det hun har lavet til sine børn, familie og guderne må vide hvem, i form af stofstykker, garnstumper efterfulgt af tegninger osv. osv. Den 24. april 1960 står der: Lone og Margit begyndt i børnehave. Det gik fint, og de var glade for, at skulle derop i dag igen. Vi skal betale 6 kr. for Margit og 3 kr. for Lone om ugen. Det kan vel ikke siges at være for meget.
Nej det kan det ikke.

27 kommentarer:

Mona sagde ...

Åh Sister, hvor er det bare smukt skrevet. Jeg sidder og kæmper med ikke at lade tårerne komme frem. Det er så tydeligt at du har skrevet med sjæl og følelse.

Det er en barsk historie, tak fordi du ville dele.

Sister Bonde sagde ...

Tak Mona - og hvorfor det skal ud, her og nu, kan jeg altså ikke helt forklare, men nogen gange er det rart at få skrevet det ned på "papir", hvordan man har det.

et cetera sagde ...

Sister, jeg kæmper ikke - jeg lod tårerne komme ... Du skriver med hjertet, min pige - og det er gribende. Du sætter et smukt, smukt lille minde over din moster hér - og hun lyder som om hun fortjener det. Der er åbenbart noget med, at når bestemte dato'er nærmer sig så "rippes" dér. Jeg tror ikke KUN det er fordi, at vi véd at den og den dato skete det og det - jeg tror også sindet og kroppen bærer erindringer om lyset og vejret o.s.v. og når det så er ved de tider hvor ting skete, som greb os og knugede os, så husker både sind og krop .. Er jeg skør? - nej, du skal ikke svare :-D

et cetera sagde ...

Forresten - er det dine unger, Moster sidder med? Hvis det end ér - så er de vidunderlige - og billedet med - drengen der rækker en kærtegnende hånd ud - og den lille yndige pige som a'er på kind - ja, det ér da Malene og Stefan, ikke???

Sister Bonde sagde ...

Og du skriver så smukke kommentarer et cetera, som sætter sig fast og varmer rigtig meget i dag :o) Skør? Det tror jeg bestemt vi er alle sammen. Måske i sær mig, som skriver sådant et indlæg i dag.
Du ser rigtigt - det er de kære poder. Billedet er ikke fra mosters hjem, eller jo, men en anden moster ;o)

Lene sagde ...

kære sister bonde, tak for din fortælling om din moster. Det, der gør indtryk på mig,er, at din moster fastholdt sin livsindstilling med at gøre andre glade på trods af så svær en sorg at miste sit barn, ovenikøbet selvvalgt. Men du har ret, måske var det også diisse modsatrettede følelser, der gjorde, at din moster døde tidligt. Håber du forstår hvad jeg mener.

Sister Bonde sagde ...

Det gjorde hun Lene, altid. Selv den sidste uge, hvor hun stort set ikke kunne noget som helt, skulle hun op og sidde ved sin symaskine, for hun havde jo lovet den og den.
Jeg forstår til fulde, hvad du mener og tak for din kommentar.

Lotten sagde ...

Åh altså Sister. Måske skal du sætte en lille stjerne ved overskriften på indlæg af denne karat, så os, der sniger sig til en blogpause på arbejdspladsen ikke skal sidde og snøfte blandt kollegerne, smil.
Meget, meget rørende og smukt indlæg!

Sister Bonde sagde ...

Lotten - hvor er du sød. Det var da et rigtig godt forslag. Jeg laver en advarselsstjerne og sætter i sidebaren, så kan alle ta for sig ;o)

Madame sagde ...

Det er en grusom historie, Sister, men så godt, at du skriver om den. Vi har vist i alle familier mindst én, der tog sit eget liv - og jeg kommer heller aldrig til at forstå det. Min fars bror gjore det også ved at stikke hovedet i gasovnen, men i 1945, hvor han havde en lille nyfødt dreng. Folk forestiller sig ikke, hvad det betyder for de efterladte - vi taler stadig meget om Jøren, selv om han har været død i 62 år.

Sister Bonde sagde ...

Madame - det var noget så rædselsfuldt. Især for Margits storesøster og far, som var i hendes lejlighed og rydde op. Storesøster og jeg er i dag, meget tæt forbundne - som søstre.
Tak for din fine kommentar - er der noget med tallet 62? Meget pudsigt.

Mona sagde ...

Det hjælper tit at få tingene ned på papiret. Måske mere altid end tit. Det er derfor en blog kan være en fortræffelig ventil.
Og du er ikke skør.

Sister Bonde sagde ...

Men Mona - ventilen behøver jo som sådan ikke, at gå ud over andre. Hvis du læser - nej, det har du gjort - så får man jo folk til at græde, det er jo ikke meningen. Eller er det? Hmmmmmmmmm.....

Mona sagde ...

Folk, som læser din blog er jo interesseret i dig og hvad der sker omkring dig. Derfor er de også interesseret i de "grimme" historier. Når tårerne kommer frem hos folk, så er det fordi de føler med dig og kan mærke din smerte.

Ligesom vi gerne vil glædes med dig, vil vi også græde med dig. Glæder og sorger skal deles - og selvom det er sjovest at dele glæderne.

Shabby in Town sagde ...

Du er igang med at rydde op og få dig en dagbog som Mosters, derfor skal du også skrive historien om moster.
Jeg kan fornemme at moster havde et duftende hjem. En dufte af kærlighed og overskud til andre.

Derfor må det også være svært for dig at hendes datter ikke kunne fornemme og bruge denne duft.

Nu er tankerne om moster blevet til en duftende have i dit hjerte og hvor du heldig at havde haft en sådan moster og hvor er hun heldig at havde haft dig som niece.
Ære værd hendes minde

Sister Bonde sagde ...

Åhhhh, så smukt Marianne - tusind tak for din dejlige kommentar, den går helt dybt ind og lægger sig trygt og varmt.

Sister Bonde sagde ...

Mona, hvor kunne jeg glemme dig - fy, fy, skamme. Det er jo fuldstændigt rigtigt det du skriver, og tusind, tusind tak for dine kloge ord. Ummmmmm.

NILLE sagde ...

Mine tårer kommer let og helt af sig selv i disse dage, men det ville de nu alligevel have gjort ved en så tragisk historie. Man må have meget smerte for at synes, at det er den eneste mulighed.

Jeg gjorde nøjagtig det samme som dig med graveren med min mormors sted på de ukendtes... det kræver en del tællen skridt nu - men jeg ved, hvor det er.

Smukt minde om din moster også - de er jo ikke glemt overhovedet. Lige gyldig hvor mange år, der går!

Sister Bonde sagde ...

Nillepige - tusind tak for dine smukke ord og hvor jeg bare ved, hvordan du har det. Ville så gerne gøre noget godt for dig. Det ved du. Det tror jeg faktisk, der er rigtig mange, som vil.

Jeg har lige talt med min mor om vi skulle tage en tur til Nord-jylland i næste uge og sige hej til flagstangen. Måske vi gør det.

Anemone sagde ...

Huff og huff og huff... nå reiser alle mine hår seg... Hva skal man si, synes du selv beskriver så godt. En ufattelig trist historie, men menneskers følelsesliv kan være veldig så vanskelig. Og alle er vi jo så redde for ikke å strekke til, redde for ting vi ikke har gjort, skule ha gjort... Nei, ord blir fattige. Men nå har du i alle fall en plass og gå til. Hun vet du tenker på henne.

Sister Bonde sagde ...

Anemone - du behøver ikke at si noget som helt. Du skriver alligevel det du vil - så smukt. Mange klem til dig.

Anne sagde ...

Hurra for din moster og Hurra for dig Sister Bonde...det er en rørende fortælling du har i dag, jeg nupper lige stjernen til en anden god gang.
Svært for dem, der ikke synes der er plads til dem i dette liv...trist er det: for dem, men absolut også for dem der er tilbage.

Sister Bonde sagde ...

Hurra for dig Anne og du skal bare bruge stjernen. Lottens rigtig gode ide.
Det er bare så svært, når man synes man havde/har så meget at give og det så ikke kan blive brugt på dem, som man holder aller mest af.

henrys mening sagde ...

Det er noget af en tankevækkende fortælling du her disker op med !
Det kan godt sætte mange tanker i gang !

Sister Bonde sagde ...

Henry - håber ikke det blev for voldtsomt - siden du skriver således. Det er jeg ked af.

Johanna sagde ...

Årh suk altså, hvor var det smuk læsning fra dit hjerte. Sender tanker til jer.

Min elskede mormor ville være blevet 102 år den 17. jan.. sikke en dag.

Sister Bonde sagde ...

Vi spiste lidt lækker mad i går til ære for moster og din mormor og min tidl. kollegaer. Mange føsdage i går Johanna.
Tak for tanker.