Sommerhusferie

Vi kom alt for sent afsted, synes svigerinden. Hun sendte den ene mail efter den anden, kom nu afsted, ud af røret med jer, slip den pc - den trænger til pause. Gu gjorde den ej, synes jeg. Men vi kom afsted, 2 biler godt pakket med alt, hvad der skal og må bruges inkl. kusinen fra Norge.

Ankom mandag den 16. juli i det smukkeste sommervejr, som fortsatte i en hel uge. Tro det eller lad være. Allerede onsdag ankom første gæst - svigerinden - som lige måtte over og tjekke, at vi havde det godt. Torsdag skulle der arrangeres overraskelsesgave til Jens' onkel, som blev 70, og som bor i det første sommerhus. Der er kun 5 sommerhuse på stranden. En carabanc var bestilt til kl. 9, som skulle køre onklen til en nedlagt station i området. Det havde været en kæmpe oplevelse, da han som barn, var med på sådan en hestetur, så derfor. Hestene kom bare for tidligt - en ½ time - kan man være det bekendt? Så det med at stå med flag og overraske osv. - gled ud i sandet. Men i guder, hvor blev onkel overrasket - var rørt til tårer.
Kusinen fra Norge blev desværre kaldt hjem en uge før tid. Bedstefar var død. Livets hastighed og forandringer, kan og må vi ikke lave om på. Men de 2 kusiner nåede dog en hel uge i sommerhuset, hvor de bare havde det herligt. Slikmonsteret viste sig ikke, og de manglede det ikke.

Uge 2 var en blandet landhandel mht. vejret, men vi havde det godt. Når det øsede ned, nød vi hinanden, aviserne, bladene og udsigten og hvis vi orkede det, en enkelt indkøbstur til staden.

Onsdag kom vores venner fra Frankrig. Det var/er bare så skønt, når folk, som ikke har været i sommerhuset før, kommer og falder ned i lommen. Bliver tavse, slapper af og bare er sig selv helt og holdent.

Er det ikke bare kærlighed? Jeg var færdig med maden, men de måtte altså bare lige gå en tur og samle sten. Jens og jeg valgte så, at ta en lille opvask imens, da det bankede på døren. Vi kigger helt forskrækket på hinanden. Hernede banker man ikke på døren. Det var interflora med en buket fra svigerinden - syns vi trængte til lidt opmuntring mht. vejret og helbredet (hører I om senere).

Fredag kom sidste hold gæster. Min elskede ven gennem 10 år. Gammel kollega, som jeg bare holder så meget af. Han havde sagt til Jens, før vi tog afsted til sommerhuset, at så kan vi da gå en tur til vandet. Se det viste vi jo ikke rigtig om vi orkede ;o). Der er højst 15 meter til vores vandkant. Pral, pral. Men det kunne han jo ikke forestille sig, selvom han har fået fortalt og set billeder. For når man bor i Hornbæk, på den "forkerte" side af Strandvejen, er der jo langt til vandkanten. Det var første gang han og hans kæreste samt børn besøgte os i sommerhuset, og det er bestemt ikke sidste.

Jens er lige kommet hjem - med mere vasketøj - skønt, og er gået i gang med at slå græs. Malene er ved at fylde bilen med flyttekasser, for i morgen kører vi første tur til den nye lejlighed. Nøj, hvor hun glæder sig. Det bliver en spændende ny tilværelse.