onsdag den 5. december 2007

Berlin II

Højdeskræk og jeg har fulgtes ad i 33 år. Frygten kom, da jeg som 18-årig, stod på toppen af World Trade Center i NY. Det at stå og kigge ud og ikke kunne se bunden af bygningen, samt kigge NED på flyvemaskinerne, var alt rigeligt. Det har sat en stopper for mange smukke udsigtsoplevelser - desværre.Rigtig mange havde sagt, at vi skulle tage en tur op i TV-tårnet, sidde og nyde deres super-buffet, og så bare lade sig føre rundt og se Berlin fra toppen. Det blev ikke til noget. Veninden synes ikke der var noget ved, at tage derop alene. I sådanne situationer, er det rart at være flere.

Her kom vi heller ikke op, selvom det skulle være en fantatisk oplevelse, at køre med elevatoren indeni dette smukke akvarium. Hvis turen går til Berlin, kig ind på Radisson SAS hotel ved Alexanderplatz.

Men ét sted skulle vi altså op, og det i den berømte elliptiske kuppel, som Reichstags bygningen blev forskønnet med i slutningen af 90-erne. Stod i kø i en lang kold time, ind til et sikkerhedstjek, som slår alle lufthavnes, vente, vente, vente og endelig op med elevator. På vej op i kuplen, fik jeg lige taget dette billede:

inden det gik galt. Ville bare så gerne med op i den kuppel, gik rask afsted, men kunne ikke følge med veninden, mærkede den velkendte prikken i benene, som valgte at standse og så stod jeg der og krøb sammen. Kunne lige så godt have lagt mig ned og trillet retur. Dette billede blev taget i mens det stod på.Ned kom jeg, krybende langs kanten af bygningen. Tag endelig derop, hvis du nærmer dig. Det er et fantastisk flot kunstværk og DER er en utrolig flot udsigt.

16 kommentarer:

billedmager sagde ...

Velkommen hjem!
Jeg kan se at jeg selv må tage til Berlin og opleve byen. Det er nogle flotte billeder. Jeg mener, at jeg har set noget udsmykningen før fra Rigsdagsbygningen. Arkitekten var udstillet på Louisiane i Humlebæk, under titlen Fremtedens arkitektur.
Jeg må se at komme til Tyskland.

et cetera sagde ...

Kæreste ven, det er skrækkeligt ubehageligt med højdeskræk - jeg lider også! Værst er det hvis jeg er i højden i "fri luft" - jeg kan få svedige håndflader blot ved at se film med mennesker der "hænger højt" eller er i fare for at at komme til at hænge - og man gør sig ingen forestilling om hvor tit DET forekommer i film - hvis man ikke har denne angst for højder :-D

Sister Bonde sagde ...

Billedmager vent, vent endelig. Der er bare for gråt og trist lige pt. Jeg tager nok retur, når det er lunere og grønnere. Tak for rosen vedr. billederne.

Sister Bonde sagde ...

et cetera - selføllerlig har vi da den samme fobi og skriver samtidigt. Sådan. Jeg bliver også dårlig på andres vejne, men her er det altså benene der prikker og står af. Noget mærkeligt noget.

Mona sagde ...

Øj, hvor jeg kender det!

Læg dertil en nysgerrighed og en god sum stædighed....det betyder at jeg alligevel kravler op i alle mulige åndsvage tårne. Med rystende knæ og åndenød til følge.
For hvad nu hvis jeg gik glip af noget?

Jeg lærer det aldrig...jeg skal altid liiige udfordre min fobi om og om igen...

Sister Bonde sagde ...

Mona - tror desværre ikke at min stædighed hjælper i dette tilfælde. Jeg er noget af det mest viljestærke menneske, når jeg vil, så vil jeg - og gør det. Men her går det altså galt. Hvis nogen ved, hvad man gør, så er jeg med på en lytter ;o)

Donald sagde ...

Mærkeligt at jeg ikke har så meget højdeskræk. Jeg kan sagtens mærke det, og huske det, fra engang jeg stod ved et råddent gelænder på en sølle første sal eller på Vor Frelsers Kirke i København, Christianshavn.

Det nytter jo ikke at have en anden at holde om, men måske det nytter at tænke lidt konstruktivt på forebyggelse? Skridsikre sko, hvor er gelænderet, kan det holde til at man lægger vægten i etc?
Jeg tror heller ikke at jeg ville bryde mig om at stå i New York Twin Towers og kigge ned på fly, der lander. Men i Norge har jeg stået på en bakke over HolmenKollen og set ned på fly, der kom ind, og det var ikke slemt:-)

NILLE sagde ...

Det har jeg gudskelov aldrig lidt af - men det må ikke være sjovt!!!Der er så mange steder, der ser flotte ud ovenfra ;-)

Men lige så gerne jeg vil op, lige så "bange" er jeg nu for at skulle gå ned af trapperne. Jeg tror, at det har noget at gøre med den store samling krykker jeg efterhånden har ;-)

Men flot ser byen ud - jeg har aldrig været der. Måske et besøg værd!

henrys mening sagde ...

Tak for nogle fine billeder og indtryk af en "stor by". Jeg kørte igennem Berlin for ca 15 år siden, og der er sket rigtigt meget nyt - swer det ud til ! Vi har tit talt om at tage tilbage til byen for at se de mange forandringer. Så du har givet lyst til at planlægge en sådan tur

shabby-marianne sagde ...

Hvergang jeg har været i Berlin så har jeg været oppe i tårnet og fået kage og Kakao - det er det hele værd.....Og til Nille kan du så komme afsted - Berlin er en skøn by

Sister Bonde sagde ...

Åhhhhh Donald - du graver i såret - Vor Frelser kirke. Nøjjj, hvor jeg havde det slemt med den forkertvendtevindeltrappe.

Nille - det ER ikke sjovt - især ikke for en som mener hun er så stærk på mange punkter. Hmmmmm.

Henry - afsted med jer - men vent, vent, som jeg har skrevet før. Det er for gråt og vådt. Vi skal tilbage, måske til efteråret.

Marianne Shabby - du er en heldig kvinde - måske jeg kunne med bind for øjnene ;o)

Jens Drejer sagde ...

Jeg har også højdeskræk, meget slem højdeskræk. Men jeg havde ingen problemer, da jeg var oppe i kuplen over rigsdagsbygningen.

Det værste anfald jeg har haft, var såmænd i Det kongelige teater. Nogle venner havde overtalt mig til, at vi skulle sidde helt oppe i galleriet. Lige som dig, forsøgte jeg at sige til mig selv, at "man kan hvad man vil." Det kunne man så alligevel ikke! Jeg fik et total hysterisk angstanfald! :D

Donald sagde ...

Nej det må du altså undskylde - det var ikke meningen at grave i såret! Jeg ville bare sige, at vi alle kan få den fornemmelse af at dette her nok ikke er det bedste sted at stå - det skal man da lytte efter, den fornemmelse må man da ikke ignorere eller dømme forkert eller dum eller sygelig, tværtimod, du er da fornuftig at sætte en grænse:-)
Og så er det nogle herlige billeder du har taget, både akvariet (skør ide!) og de andre billeder!

Anne sagde ...

sister bonde, endnu en lidelsesfælde har du i mig...kan ikke lide at kravle og..og er jeg kommet op...frygter jeg at skulle ned igen:-) dejlige billeder som vanligt og dejlig beskrivelse af tur

Mona sagde ...

Sister Bonde, jeg tror du skal være glad for at din stædighed ikke slår igennem i sådanne tilfælde. Jeg har forbandet min sindssygt mange gange, når jeg har bevæget mig opad.

Jeg havde en plan om at skulle op i Vor Frelser Kirke - lige indtil at jeg hørte at gelænderen højt oppe kun gik til knæene og der ikke rigtig var plads til at krydse med modsatgående. Jeg bliver nedenfor og beundrer tårnet - så stædig er jeg trods alt ikke.

Er jeg den eneste, som kan blive en rystende nervevrag ved gå op i LUKKEDE rum. F.eks. da jeg var i Rom og skulle på den obligatoriske tur op i Peterskirkens tårn - selvom det er en lukket trappe og man ikke kan kigge ned overhovedet før man står på toppen og på en afsats inde i kirken, så fik jeg både åndenød og jeg ved ikke hvad, bare ved tanken om hvor højt op jeg var på vej. Tosset.

Sister Bonde sagde ...

Hvor er du heldig og stærkere end mig Jens - og det siger meget ;o)

Hvis der er noget ikke skal Donald, så er det at undskylde, aldrig nogen sinde - her. Tak for dine smukke roser ang. billederne.

Tak Anne - dejligt at jeg ikke er alene.

Også tak til dig Mona, for din flotte kommentar. Det luner i den grad, at vide man ikke er ene om dette sindssyge. Tænk da du skrev det om Rom, kom jeg i tanke om, at jeg faktisk var oppe i Notre Dame i Paris, (har også en forfærdelig laaaaaaang snoet trappe), krybende langs med muren kom jeg rundt oppe på platformen og ned igen.