lørdag den 31. maj 2008

Min kæreste

ven har fødselsdag i dag. I år har vi kendt hinanden i 10 år og han er noget af det bedste, der nogensinde er hændt mig på vennesiden. Store ord, for veninderne er der jo også, men det er bare så dejligt, at have en mand, som ven. Vi taler superfortroligt, vi er sparringsparterne i hus- og lejlighedshandler, vi holder enormt af hinandens kærester, vi kan pjatte og grine, som var vi teenagere. Det betyder enormt for mig, at han er der.

Kæmpestort tillykke min ven

fredag den 30. maj 2008

Se nu her -

allerede de spædeste smukke valnødder, og hele træet er fyldt. Tænk om der kommer ligeså mange, som sidste år, hvilken gave. Har ellers hørt, at nøddetræer/buske springer over hvert andet år.
Har allerede indkøbt Vodka i store mængder til valnøddesnaps. Fik nemlig fra mange erfarne "hjemmelavet-snapse-dyrkere" besked på, ikke at købe Aalborg Akvavit. Vodka har ingen smag, derfor er den, måske ikke bedre at bruge, men i hvert fald billigere. Malene og jeg tager en tur og over grænsen i morgen, måske der kommer lidt billig alkohol med hjem ;o) Ha en skøn varm weekend.

Ved at mange

rundt omkring i "blog-land" har læst bogen af Charlotte Strandgaard: Uden hjem. Men flere skal høre om bogen, for det var dog en oplevelse af de store (769 sider ;o). Tak til Anne og Lene, for at I gjorde opmærksom på dette vidunder.Efter seks et halvt års lykkeligt samliv med den jævnaldrende Mogens er Inger alene i verden. I en alder af 62 år står hun uden lejlighed, uden arbejde og uden kontakt med de venner, hun føler at have svigtet i perioden med Mogens. Fuld af skyldfølelse og såret stolthed flytter Inger ind i et herberg for hjemløse kvinder og begynder en rejse uden for det etablerede samfund, der først når sit vendepunkt, da hun gør op med sine indre dæmoner.

UDEN HJEM er en rystende og indlevet reportage fra de hjemløses verden – en verden, som samfundet normalt vender ryggen til – og en skildring af en kvindeskæbne i dagens Danmark, som den kan forme sig, når sikkerhedsnettet forsvinder.

Til jer, som

bad om, at jeg klappede Hanne Willumsen på skulderen, en extra gang, så er det hermed gjort. I går, kom hun atter forbi biblioteket, og jeg fik talt med hende - helt alene - og berettet om blogindlæg, kommentarer og spørgsmål. Hun strålede som en sol.

Nej, der kommer ikke flere nye "Anna og Lotte" og nej, der kommer ikke flere "Kai og Andrea". Fremover "kun" genudsendelser, da børne- og ungdomsafd. i DR er flyttet til Århus. Hmmmmm, var der ikke plads i det nye hus på Amager?

torsdag den 29. maj 2008

Det kribler og krabler

for at komme i gang med at hjælpe og det kan ikke gå for langsomt ;o)
Har modtaget mail, hvor man næsten tænker - det løgn - er vi flere?

Jeg har lige fået tilsendt et link til din blog, vedrørende det grusomme læhegnsovergreb.
Jeg er i samme situation. Det er en lang og meget, meget grim historie, som også har været i TV2ØST. Jeg er blevet straffet med et 8 m. bredt "læhegn" langs med skellet hele vejen omkring grunden. Vi har udsigt til Præstø Fjord (et par år endnu), ellers har vi udsigt til skovbryn mod vest og nord. Naboen har plantet læhegn 50 meter fra skovbrynet - helt vildt!
Vi har kontaktet en advokat, som er specialist på området. Han har fundet en ganske interessant måde at tackle sagen på.


Men jeg skriver til dig, fordi jeg har kontakt med andre i samme situation, og planlægger at skrive en artikel til landets aviser om denne form for chikane. Må jeg bruge jer som eksempel? På sigt ville jeg gerne danne en forening for læhegnsramte, vil du være interesseret i at være med? Denne form for chikane er et grusomt og ondskabsfuldt overgreb.
Vi flyttede herud - jeg kalder det også mit paradis - og var lykkeligere end nogensinde før. Voksede sammen med skovbrynet og solnedgangen, og fattede ikke den skønhed, som vi dagligt gik rundt i, græd af taknemlighed og dyb glæde. Men der kom en slange ind i paradiset.
Vi lider under overgrebet, det er grusomt og opslidende, men jeg vil kæmpe for mit paradis. De juridiske odds er gode. Jeg håber inderligt at høre fra dig. Mange varme tanker fra M
Måtte lige vende det hele med Jens, og har siden talt med M i telefonen. Jens vil ikke være med til mere, det gør for ondt og er opslidende. Men jeg vil og er i den grad glad for, at vi er flere, som vil og kan kæmpe. Billedet viser det læhegn, som vores nabo har plantet (mod syd) op af huset, og som kommer op i 10 - 12 meters højde. Til hvilken nytte?

onsdag den 28. maj 2008

Ydmyg - ydmyghed

er der nogen, der kan give mig forklaringen på dette ord?

tirsdag den 27. maj 2008

Tak for hjælpen

og støtten, for nu er sengelamperne kommet indenbords og ophængt. Vi er bare supermeget tilfredse:Til et cetera - det er fantastisk godt læselys, intet mindre.

Nu mangler bagvæggen bare at blive malet koksgrå, men det kan tage sin tid. Malingen, der skal bruges, vil Jens hjembringe fra et bestemt sted, og DET kan tage laaaaang tid ;o)

Sengelamperne er købt via nettet, og rigtig mange har sine betænkligheder ved indkøb på denne måde. Man kan ikke se varen rigtigt, og er det nu en ordentlig og holdbar kvalitet, orker man at returnere, hvis og hvis og hvis. Nu har jeg handlet på nettet i en del år, stort set alt. Bøger, blade, film, div. julegaver de sidste 3 år, telte, tøj, smykker, it, isenkram, kameraer osv. osv. og jeg er aldrig blevet snydt eller skuffet. Varen er tilmed, ofte, kommet dagen efter bestillingen er afsendt, og indtil nu, er der ikke returneret noget som helst. Måske har vi bare været heldige.

Godnat og sov godt

Stort tillykke

til min tvillingesister, som har fødselsdag håber og ønsker dig en skøn dag

føsdagsknus fra din tvillingesister

mandag den 26. maj 2008

Livet er ikke

fattigt på glæder, bare man kender de rigtige steder.
Dette lille digt, var skrevet på en bænk, som stod lige under træet på det øverste billede. Bænken er udskiftet og digtet ikke overført, men jeg glemmer det aldrig og nu er det givet videre. Billederne er fra min 10.000 skridts-tur søndag formiddag, og viser, hvor smukt et sted sommerhuset ligger.Jens på vej ud i bølgen blå, i 15 graders varmt vand.

søndag den 25. maj 2008

Panik, panik, panik

Aldrig nogensinde, har swester været helt derude, hvor man har svært ved at finde tilbage igen. Men det lykkedes. Hver gang der er noget totalt kongeligt i tv, mødes swester og jeg, og vi tuder, kommenterer hver en kjole, hvem er det? Osv. osv, og vi nyder det. Sidst blev ceremonien (Isabellas barnedåb) nydt i Mullerup, dermed skulle dette bryllup afholdes i Sydsjælland. Men, men, men swester har det meget svært, hvis sommerhuset står helt alene. (Fælles familiesommerhus). Ankomst fredag til pragtfuld vejr/middag og total aftenhygge. Dermed "glemte" vi at undersøge det TV, som havde overvintret. Lørdag formiddag, inden afgang til byen for at handle, mente swester lige at tv'et skulle tjekkes. I ca. en ½ time, forsøgte vi to tøser, at få andet end "sne" på skærmen. Var forsynet med 3 forskellige antenner, bl.a. en meget fin elektronisk en, det var ikke nok. Jens overtog - og bad os venligst om at køre til byen - han skulle nok klare det her. Panikken i swesters øjne var total. Billedet viser hende skue mod Sønderjylland, skulle vi begynde at ro?Inde i byen, ringer min mobil, og i røret høres Marie Cavalliers stemme. Jens var stolt som en pave. Havde lånt 2 tv'er og 3 "nye" antenner, hos en nabo, og fået alt til at virke. Swester var ved at tude. Havde ellers fundet panikløsning - byens bio, viste det hele på stort lærred. Men helt ærligt, man vil da hellere sidde "derhjemme". På billedet er Dronningens søstre klar, afskærmning for solen klar, vi er klar og min veninde (som også var med) havde tryllet skøn tapas og champagne frem til os. Det blev en vidunderlig eftermiddag/aften, som vi sent vil glemme. Her er godnatbilledet.

fredag den 23. maj 2008

er til

Vi skrives ved om nogle dage, intet net i sommerhuset, her holder man fri - stort suk ;o)

torsdag den 22. maj 2008

Så er det

lige jeg tilspørger min indre stemme: hvorfor behøver jeg fine og flotte terasser hele vejen rundt om huset, når Jens finder fine grønne pletter, hvor bordet jo står smukt nok?
Og godt nok bor vi rigtig meget langt ude på landet, men ham her kommer troligt forbi hver 14.ende dag, og tvinger mig til købe det ene og det andet. Har ikke behovet, men de der lakridsis. UMMMMMM.

Anbefaling

til at se nogle skønne kunstnerealtså, hvis du er i nærheden, eller har lyst og tid til en lille udflugt. Galleri Tinghuset åbner dørene for en skare af spændende folk, som bare kan det der. Flere af dem, har I kunne læse om, her på bloggen under vinket: Kunst. Bl.a. Christa Julin, Lis Bech og Rikke Heinecke. Men mange af de andre er bestemt værd at gæste: Elisabeth Westerstråhle, Erling Riisgaard og Kirsten Terp.

Lis skriver i sin mail til mig: Et FÆNGSLENDE sted! Jeg vil være i celle 207, fredag den 30.5. kl. 14-18 (fernisering kl. 16) samt torsdag den 4.6. kl. 14-18.

Hvis du er ved, at få nok af mine kunstanmeldelser eller anbefalinger, så giv venligst en melding. Men kunsten betyder og har betydet enormt meget i mit liv, derfor har jeg temmelig svært ved, ikke af give glæden videre til andre.

Hvor mange af

os har ikke nydt denne skønne kvindes stemme, i rigtig, rigtig mange år.Det har vi i allerhøjeste grad i vores hjem. Anna og Lotte, Kaj og Andrea og div. julekalendre. Hanne Willumsen er mor til Anna og Andreas stemmer, tænk, hvad hun har givet os af glæder, og "friminutter", når børnene blev plantet foran skærmen. Og ved I hvad, jeg glemte helt at fortælle, at jeg i går gav hende et skulderklap og sagde tak på mine børns vejne. Hun var nemlig inde for at finde en bog på biblioteket, og det hjalp jeg så lige med - tøhø.Hun blev oprigtigt glad, og så bliver man da lidt stolt bagefter, at man turde ;o) Altså give hende et skulderklap :D

onsdag den 21. maj 2008

Endelig lykkedes

det, nye sandaler er fundet, og de er altså bare supergode. Muligt at manden i butikken, kaldte dem for en "ikke-kone-model", men altså, måske skulle han slet ikke have ytret sig om det emne.Det blev til 2 bluser og en strikbluse - også. Bad simpelthen ejeren af tøjbutikken, om at smide mig ud. Nu har jeg lagt nok til hendes husleje i denne måned. Hun var glad.Godt der er gode bremser på bilen, for ellers var det da godt nok gået galt. Sønnen sidder så smukt og maler akvarel, skønt syn, at komme hjem til.

Portræt af

et barn, som er blevet voksen,samt en blomst til swester, fordi hun fortjener det ;o)og gerne vil se, hvor langt den er kommet. (Gave til storebror, da han blev 50). Måske hun fik lyst til at skrive en kommentar, tør hun, kan hun, vil hun?

tirsdag den 20. maj 2008

Der findes ikke

noget bedre, end gode kollegaer, næsten eller det kan jo diskuteres, om der findes bedre ;o) Mod slutningen af dagens dont, kom jeg ud i baglokalet, hvor min skønne kollega fra udstillingen til det kommende royale bryllup, stod og var ved at komme håndcreme på. Da jeg passerer hende, kommer der igen denne 1 sekunds duftvirkning, ajjjjjjjjiiii, måske den varede lidt længere end 1 sekund. Det endte i hvert fald med, at jeg var lige ved at sluge hendes hånd, og det går jo virkelig ikke. Derfor sagde hun: "tag tuben med hjem, hvis du skulle trænge til et kick senere på dagen".

Det har jeg lige gjort - ingenting - det var altså min kollega, som skulle have været med hjem i tasken.
I dag er det 3 uger siden, jeg var til samtale om et fast deltidsjob på biblioteket. Har intet hørt. Desværre tror jeg ikke længere på, at stillingerne bliver til noget (pga. besparelser i kommunen), så jeg er begyndt at søge andre græsgange.

Dagens kunstner VIII

For en del år tilbage, skulle Jens have noget helt specielt, tror det var da han blev 40. Kan erindre, at der ikke var alt for mange penge på budgettet, så det var ikke lige på det tidspunkt, det var en god ide, at investere i kunst. Men dette skulle han ha:Fordi det simpelthen ligner én bestemt, ja, så ved I det, men det er altså også nogle år tilbage ;o) Billedet er malet af Lars Andersen. Se endelig ind på hans hjemmeside og glæd jer over hans mangfoldighed. Hans portræt af Mogens Lykketoft som spiller skak med Holger Bech Nielsen, er bestemt værd at studere, hænger på Frederiksborg Slot i portrætsamlingen. Lars har bl.a malet Anna Casberg, og der er så mange fine detaljer i billedet, at man bliver overrasket hele tiden. Det kan jeg godt li, når kunstnere evner dette. Jens billede hedder: tatovering. Og den kan I jo prøve at finde ;o)

mandag den 19. maj 2008

På igen

og det er dejligt. Der er også købt frisk mælk og sønnen har brygget frisk stempelkaffe til mor, som kom træt hjem fra job. Sikken en dag. Det duer ikke at starte en mandag - uden internet - jeg duer ikke til det. Skal sidde og vågne - lige skrive et lille indlæg - se om der er andre, der er vågne, tjekke banken, avisen, vejret osv. osv. Kan ikke ha, at min morgen ikke er som "den plejer".
Skulle lige tage et billede af den nyindkøbte plante (hvad er det for én?), og kan ikke finde kameraet. Det ligger da altid i tasken. Væk var det. Ringer på job og spørger om det evt. står der, hvor min taske plejer og stå. Næ det gør det ikke.
Altså ingen internet, ingen mælk, intet kamera. Nu kan jeg ikke mere, går i seng med hovedpine (Jens har fundet kameraet ;o)

INGEN netforbindelse

her til morgen og al mælk var sur, det er dælme hårdt at være narkoman.