Ude af funktion

i dag, skal til frisør og sanseturen går til Stege.
Synes det er så vidunderligt, når man opdager, at man skriver samtidigt med jer andre. Tænk at vide, at rundt omkring sidder der dejlige kvinder ved deres pc, med morgenkåben tæt omkring sig og morgenhåret strittende, og lige skal se om der er sket noget nyt på alle de blogge, som følges. Så skriver man en lille kommentar og pop, så er der en anden som popper op i samme sekund. Det synes jeg er hyggeligt. Ha en dejlig dag derude.

Billedophængning

Lige pludselig står man med nogle fine rene vægge, som det bare gør ondt, at plante skruer og søm i. Jens og jeg har nu holdt det ene billede op efter det andet for hinanden, målt og vurderet og endelig besluttet, at der skal det og det hænge. Og hvad ender det så med, der sidder store kroge i væggen, og valget var alligevel forkert. Det har vi brugt mange timer på de sidste 2 weekender. Det værste er næsten, at man sådan havde glædet sig til at få tingene frem, og så er det så svært at få til at lykkedes.

Problemet (et af de store luksus) er, at vi denne gang står med et stort rum, køkken og stue ud i ét. Det gør, at man kan se malerierne fra mange flere vinkler, end hvis de hang i hvert sit rum, som de sidste hjem vi havde. I dag forsøger jeg atter, så må der komme de huller/skrammer der skal til. Ellers ender det med det store maleri/grafik-loppemarked.

PS: Til et ceteras glimrende ide, så har det set sådan ud stort set hele dagen. Flyttet rundt og flyttet rundt, og de ligger der fortsat. Ét hænger på væggen, bare for at udnytte den store krog.

Sansetur III

I dag synes Jens, at min sansetur, skulle foregå her:Det er også godt nok, men mine aggressioner vokser voldsomt, når jeg kan høre naboens traktor hele tiden, og så er det så som så med de positive sanser.

Ukrudt forgår ikke så let, men noget ukrudt er smukt. Bl.a. dette ukrudt, synes jeg er fantastisk flot. Har det noget med alderen at gøre, at man nu finder skønhed i ukrudt.

Naboen opfatter jeg som noget forfærdeligt ukrudt, hen ad "dræber-sneglene", kan han sammenlignes med. Ikke til at udrydde.
Han vil bestemme over os alle, i denne lille bitte landsby. Han styrer, hvordan det hele skal se ud. Laver grimme læhegn (der findes smukke på Fyn), så man ikke kan se noget som helst på sine gå/cykle-ture. For et par år siden fandt han på at lave skov - "fredskov" - der er bare ingen, som må benytte den, totalt indhegnet med meget højt ståltrådshegn.
Her i maj måned plantede han fredskov direkte op af vores lille have, dvs. om nogle år, så er vores smukke udsigt væk. Han har ikke fortalt os, at han ville plante skov, han gør det bare. Dette stykke har han også indhegnet.
For 2 år siden plantede han læhegn 3 m. fra vores stuevinduer, mod syd. Det kommer op i 10 meters højde. Vi tog konsekvensen og byttede om på køkken og stue, kostede lige en hel del, men så kunne vi da nyde udsigten fra stuevinduerne - der, hvor han nu har plantet skov.
Uhhhh, det gør altså så ondt. Han forudsager så meget had, som slet ikke ligger til os.
Det måtte bare ud, der findes også dårlige naboskaber, desværre. Det er første gang vi oplever det, i den grad, så det virker meget voldsomt.

Prøv lige at se, hvor vred hun er, når naboens traktor er oppe i hovedet. Uh, ha, da, da kom ikke nærmere.

Der høstes

uden for vinduerne. Jens, som er uddannet landmand, er total imponeret over de kæmpemaskiner, der køres med i dag. Jeg synes det er skønt, så er det hurtigt overstået med støv og larm, sådan en dejlig sensommeraften.

Knallerten er til salg, hvis der er nogen der kender nogen, og Pjevs nyder støjen.

Dagens sansetur

startede i T.Hansen - øhhhhh - var det ikke møbler vi skulle se på i dag, skat? Nå men så fik mor her da sanset lidt drenge og olie. Det tog lidt tid, men Jens påstod, at jeg skulle have den bedste olie - til min bil - kr. 599. Jeg kunne nu godt bruge den billigere, men han bestemmer på det område.
Første stop blev hos den lokale møbelbutik, som udefra ligner noget man løber skrigende bort fra. Men vi måtte derind. Her var der faktisk en ret god "morfar-stol" til Jens.
Men kunne det være rigtig, at man kan finde noget 4 km. fra ens hjem (laaaaangt herude på landet), som var rigtig godt at sidde/sove i? Nej vi måtte videre, det havde jeg bestemt fra starten.

Næste stop IDE-møbler. Meget stort møbelhus med rigtig, rigtig mange møbler. Vi fandt intet efter vores hoved andet end dejlig gratis kaffe. Vi kørte dernæst til en rigtig god italiener, som laver den mest vidunderlige mad, og spiste og spiste. Det var skønt og hele turen værd.
Tror det ender med stolen og et sofabord fra den lokale, som også vil levere, for "det er da med i prisen" og den er rimelig.
Vi mangler fortsat et "bogskab"- vitrineskab, men det haster ikke. Mulighed for endnu en tur og det er jo skønt.

I må lige ha

mig undskyldt, for jeg har altså glemt en helt fantastisk bog. Den skal altså læses, bare på et eller andet tidspunkt i dit liv.

Den 10-årige Daniel Sempere kommer i 1945 tilfældigt i besiddelse af en sjælden bog skrevet af forfatteren Julián Carax. Forfatterens skæbne fortaber sig i den spanske borgerkrigs og glemselens tåger, men Daniel sætter sig for at kaste lys over mysteriet. Det viser sig dog hurtigt, at det ikke bliver nemt at udrede trådene i et net spundet af lige dele intriger og mord, ulykkelig kærlighed og rendyrket had. Under jagten på nøglen til gåden får Daniel kærligheden at føle både ved sammenstødet med Barcelonas sadistiske politichef og allerinderst i sit unge hjerte, da han bliver fortryllet af én kvinde og dybt forelsket i en anden.

Og her mener jeg virkelig - rigtig, rigtig god fornøjelse.

Den må høre under "hvilken bog har gjort et særligt indtryk på dig".

Bedste bøger

Et cetera er kommet med en anmodning. Måske vil nogen af valgene virke banale, men jeg læser så mange bøger, at det er svært at vælge, og disse var dem, som kom hurtigst til mig.

Hvad har været din sidste store læseoplevelse?
Handlingen udspiller sig i Paris i tiden fra 2003-2004. Efter en gedigen nedtur havner hovedpersonen, Camille, med hjælp fra postkortsælgeren Philibert i hans kæmpelejlighed i Champ-de-Mars kvarteret ved Eiffeltårnet, hvor også kokken Franck lejer sig ind. ”Man skal ikke blande viskestykker og servietter sammen”, siger Francks bedstemor Paulette. Men det er lige, hvad der sker. Og Paulette gør selv kvartetten komplet, da hun hen imod slutningen flytter ind.
Åhhhh, hvor den bare er dejlig - læs den.

Er der en bog der har gjort et særligt indtryk på dig?

"Biernes hemmelige liv"

Det er en dramatisk og rørende historie fortalt af Lily Owen, en begavet, men ensom og skyldtynget hvid pige på 14 år. Hun bor i 1964 i en lille by i South Carolina sammen med sin brutale far. Lily har fået skyld for at have dræbt sin mor ved et vådeskud som 4-årig, og hendes eneste ven er den sorte kvinde Rosaleen, der er en slags husholderske.

Den er så stærk i sin fortællemåde, at man bliver blæst langt væk. Uuuuuuhhh, den er god.

Hvilken bog ville du forære væk?

Pi er 16 år, da hans forældre beslutter at emigrere fra Indien til Canada, så både mennesker og dyr er med om bord, da ulykken indtræffer og fragtskibet går ned. Da stormen har lagt sig, vugger en enkelt redningsbåd på Stillehavets bølger. I redningsbåden befinder sig en hyæne, en zebra med et brækket ben, en orangutang, Pi og en bengalsk tiger på over 200 kg ved navn Richard Parker. Da Pi er seksten beslutter hans forældre at emigrere fra Indien til Canada med deres zoologiske have. Men fragtskibet forliser, og i 227 dage deler Pi redningsbåd, rationer og tanker med den 200 kg tunge bengalske tiger Richard Parker.

Den er for alle. Sønnen har lige læst den og han var helt væk. Fantastisk spændende og lærerig bog.

Nej, jeg bliver nød til at have "Undtagelsen" med, den ville jeg gerne give til alle kvinder.

På det lille "Dansk Center for Information om Folkedrab" på Østerbro arbejder fire kvinder: Camilla, Anne-Lise, Malene og Iben. Da Iben en dag modtager en anonym trusselsmail på engelsk, begynder mistankerne at svirre på den lille arbejdsplads. Er den fra en af aktørerne i de store folkedrab - for eksempel serberen Mirko Zigic - som de publicerer artikler om på nettet, eller er den sendt inde fra huset, for eksempel fra computeren inde hos Anne-Lise, som Iben og Malene mistænker for at lide af en personlighedsforstyrrelse? En psykologisk thriller og en historie om kvinders venskab samt en filosofisk roman om ondskab på både mikro- og makroplan.

Den er altså bare rigtig, rigtig god og lærerig og spændende og og og.

Der er jo så mange dejlige bøger, at det er svært at vælge. Men måske vi bare skal fortælle, når vi mindes en god bog.

Dejlig udfordring, et cetera, kom igen.

Høsten er i hus

og indlægget til i morgen er klar, så nu er det ren afslapning. Indkøbstur lørdag - øh kiggetur hedder det i flg. Jens - til møbelhusene. Jeg glæder mig. Ha en skøn weekend.

Sansetur

Jeg er blevet beordret på sansetur. Skal gå tur - ikke for motionens skyld - men for sansernes. Et forsøg på at få min lugtesans retur. Jeg opfatter det, som om der er noget galt oppe i øverste etage, det er der nok også. Men nu gør jeg et forsøg, må følge de kloges råd.

Syn for sagn, jeg holder øje med dig på din tur.

Høresansen - bien og blomsten:Smagssansen - her kan da altid gumles på et strå.

Lugtesansen er væk, så den kan ikke vises, men her er noget for campisterne. Lidt længere nede af vores vej, har et ungt par, for 3 år siden købt en rønne og det er det. Intet vand og toilet osv. osv. Men beliggenheden er helt og aldeles smuk. Nu har dette par boet i campingvogn i 2 år og endelig ser det ud til, at de ikke skal overleve endnu en vinter i det fri. De burde ha en skulderklapknap. Måske jeg en dag smider den ind til dem.Det er campingvognen lige der i mellem træerne. Og til sidst, her ses vores hus:Det var en smuk tur, som skal gentages i morgen og i over morgen.

Ingen har bedt om

en forklaring, dengang jeg stillede spørgsmålet, men her kommer den alligevel.

For mange år siden, var der en af tøserne, som holdt en lille tøsemiddag. Jeg var der for at hjælpe lidt til, og vi skulle bl.a. tænde op i grillen. Det kunne vi ikke. Dermed basta - det er mændenes job, og så er den ikke længere. Men snakken gik om det her grill-noget og mænd - hele aftenen - vi kom vidt omkring og der blev grinet voldsomt.

Vi synes, det havde været så hyggeligt, at vi måtte ha nogle flere møder af samme slags, og gruppen blev udvidet med flere skønne tøser. Det første møde havde sin spæde start dagen før den 8. marts - den internationale kvindekampdag - så der blev lavet kampslagsang, kampuniformen skulle være en G-streng, (hvorfor - tjaaa, hvorfor ikke, når nogen kan, ku vi vel også) og dagsorden for, hvad der skulle snakkes om på møderne. Dette kun for sjov, for det blev jo aldrig til noget med, at snakke om knyster, åreknuder, overgangsalderen, børn osv. osv. Næ, det endte altid med, at snakken drejede sig om mænd. Der var en del mænd, som enormt gerne ville deltage i disse møder (hvis vi tar G-streng på, lokkede de med, i guder), men vi var hårde. Kun kvinder.

Det sidste møde, vi havde, var i sommerhuset. Desværre var det ikke alle tøserne, som kunne deltage, men en lille skare mødte op og her var et af punkterne: parallelparkering. Det var sgu sjovt. En af tøserne, som bor i København, skulle lære os det, og hun ku og vi lærte det. Skønt.

Der afholdes ikke flere møder, alle har for travlt, men det var godt nok en sjov tid.

Vis mig dit

toiletskab og jeg skal fortælle dig om du er lykkelig.

Nej det er noget forbandet sludder. Det vil og kan jeg overhovedet ikke. Men jeg blev inspireret af et ceteras smukke bakke med alle hendes Lancome ting.

Hvad er det egentlig vi bruger, og hvorfor bruger vi lige det produkt. En af tøserne er skyld i, at jeg bruger Clarins. Hun elsker simpelthen små prøver, og får dem lokket ud af ekspedienterne på den mest snedige måde. Jeg synes det er blevet meget svært, at få disse prøver og hvorfor egentlig? Nå men til min 40 års fødselsdag, havde hun samlet et bjerg af prøver, som blev serveret i en lækker kurv. Det var en skøn, skøn gave. Når vi tager på små tøseture til Europas hovedstæder, så får jeg overrakt en lille taske/pung med alverdens skønne prøver. Hun er bare go.

Men duften af Clarins natcreme, den faldt jeg totalt for og så førte det ene til det andet. Det er et dyrt mærke og om det virker ved jeg ikke, jeg er også ligeglad. Synes jeg har fortjent noget lækkert, nu hvor jeg er krøbet over de 50. Nemlig.

Vi arbejder

for meget og det giver stress og andre sygdomme. Jens tog afsted på arbejde kl. 04:15 i morges og jeg ser ham nok først ved 17:30-tiden. Godt nok har han en transporttid på en 2 timer i alt, men det giver alligevel en arbejdstid på over 12 timer. Det er ikke sundt for nogen. Det er ikke lang tid siden, at man så en kvinde i tv, fortælle om hendes mand, som hun var sikker på døde af stress. Han blev (er ikke sikker) 48 år.

Hvorfor er det sådan? Er virkeligheden nu den, at arbejdspladserne ikke kan få de folk de har brug for, og så må de tilbageværende knokle endnu mere, og dermed blive syge af stress.

En af topcheferne på Jens arbejde, sagde til ham i går: Husk at købe blomster med hjem til din kone. Øhhhh, hvorfor spurgte Jens. "Fordi du er så meget væk".
Jamen altså - er det løsningen, det tror jeg ikke. Det er da skønt at få blomster, men det skal hun i hvertfald ikke bestemme, hvornår og på hvilke vilkår jeg skal ha dem. Basta.
Endnu et lille billede fra skønne Møns klint. Ham her - stensamleren - han får ikke stress.

Læsestof

lige pt. Alkymisten. Jeg er kun kommet til side 43 og det på nogle dage, ja I kan tænke, hvad I vil, men det er dog en bog, hvor der virkelig skal tænkes over sproget. Bare man læser 2 - 3 linjer, så flyver tankerne. Jeps, lige en bog for mig i pt.
Her et lille udsnit fra side 25:

"Man ender altid med at få nye venner, og man behøver ikke blive hos dem dag ud og dag ind. Når man altid er sammen med de samme mennesker, ender man med at gøre dem til en del af sit liv. Og når de er en del af ens liv, ender det med at de også vil ændre ens liv. Er man ikke som de ønsker man skal være, bliver de fornærmede. For alle ved præcis hvordan andre bør leve deres liv. Men de ved aldrig hvordan de burde leve deres eget liv."

Jamen altså, hvor smukt og rigtig kan det skrives? Jeg er solgt til en forfatter.
Orkidéen har jeg fået af sønnen og glasskålen er købt på glaspusteriet "Glashytten" i Rørvig, synes der er et flot sammenspil her.

Dum dag i går

Jeg fik INTET lavet. Havde det som om, alt gik mig imod. Nu er vi endelig ved at være der mht. at kunne flytte alt tilbage i stuen og indrette og hænge billeder op og finde al keramikken frem og nips og glas osv. osv. Og hvor har jeg glædet mig. Hver dag ligger jeg plan for, hvad der skal ske, og i går skete der intet.
Jo, jeg kom da lige ned til havnen og handlede lidt, samt fik taget nogle billeder.
Så sad jeg bare der og tænkte og tænkte og gik rundt om mig selv (kan ikke lade sig gøre når jeg sidder ned, men meningen er der).
Nej,jeg fik da lige sat nogle bøger på plads og flyttet om på lidt hylder og sat lidt keramik op. Tomhed, tænketank.
Fik da også surfet en masse på alle de skønne blogge og fik studeret en flok af dejlige kvinder, som var i stand til at rose sig selv. Stort smil.
Nå nu kommer det jo alligevel. Fik da også fremtryllet aftensmad og den var god (selvros) og jeg fik endelig set en film, som frk. bibo har anbefalet. Barsk, men flot.
Ikke mindst fik jeg skrevet nogle ting ned og det var godt. Nogen gange hjælper det voldsomt bare at skrive tanker ned. Ikke at nogen behøver at læse det - overhovedet - men bare det at få det ud/væk, var godt.
Der sker lidt ad gangen, og det er ikke endeligt, er først lige begyndt. Det var jo det med sofaen, om den skal skiftet ud og klapstolen skal væk, og der skal billeder op og det lille skab skal nok ikke stå der. Jo, jo.

Tak til Culinaria

for skøn aftensmad.
Jens kunne rigtig godt li' det, men han havde desværre glemt, at tage et godt brød med hjem. Jeg tror suppen vil være rigtig god til en lille forret, meget spændende kombination og skøn at skue.

En smuk plet

Åhhh, hvor er vi dog rige, at bo i sådan et smukt land. Jeg er svært tilfreds.Billederne er taget i dag, måtte lige ud og ta det smukke landskab med hjem.
I samme ombæring, vil lidt reklame for et helt unikt sted - Møns klint - være på sin plads. Hvis du ikke har været der, så und dig selv at besøge stedet, bare en enkelt gang i dit liv. Vi bor jo så tæt på, at vi ofte kører derud, for stedet forandrer sig hele tiden. Lyset, vandet, klinten (desværre ved skred, men det er også spændende), bakkerne og ikke mindst farverne, det er er fryd for øjet, at opleve.
Billederne fra klinten, er ikke fra i dag, men er dog nogen, som jeg har taget på vores ture.

10 ting

Endnu en udfordring, men det er faktisk ikke til gene, det er en gave. For hvor kommer man dog til at tænke og huske og mindes osv. osv. når disse udfordringer dumper ned i ens blog.
Denne gang er det Anemone - helt oppe i Norge - som beder mig om at fortælle 10 ting, som jeg godt kan li' ved mig selv. Hmmmmmm. Selv synes jeg Anemone er sluppet let igennem, ved at lade hendes mand og søn, tage udfordringen. Jeg prøver uden hjælp:

1. Hudløs ærlig
2. Gavmild
3. Smukke øjne
4. Lavet nogle skønne børn
5. Hjælpsom
6. Utålmodig
7. Betænksom
8. God til at lytte
9. Opmærksom
10. Forsøger at følge med

Ja, ja, ja selvros er da en meget god ting - bare en gang i mellem. Hvis Marianne, Lene, Madame, kokken, Johanne, Culnaria , Anjoe samt alle jer andre, som har lyst, skal I være så hjertelig velkomne.

Fluer

og flueben. Begge lige irriterende, hvis de bliver/er plantet forkerte steder.
Om morgen ca. 4:30 kommer de og sætter sig i hovedet, på hænder, fødder, alt hvad der stikker uden for dynen, hvorfor f. . . . . kan de ikke vente til det er "stå-op-tid"? De værste er dem, som absolut skal ind i ens øre. Find dig en anden ko, min ven.
Den store forskel et flueben kan gøre, hvis det er sat i en lille firkant, hvor det ikke skulle ha været sat, er helt ubegribelig. Godt der findes dejlige hjælpere ude i blogverden, som kan guide én igennem og hjælpe med at fjerne overflødige flueben.
Gid der fandes den samme slags hjælp i soveværelset, fluesmækkeren ligger altid det forkerte sted.
Koen - på billedet - er en af vores smukke naboer.

100 års fødselsdagen

I fredags fik Jens og jeg et ubentligt behov for, at se den gamle video, fra far og min 100 års fødselsdag. Jeg finder videoen frem - altså maskinen - og Jens forsøger at gøre klar i vores endnu ikke indrettede stue. Men hvor er filmen - hmmmm - op på loftet og lede. Vores meget lille loft, er totalt proppet med Stefans kasser, da han jo pt. bor hjemme, så videoen var ikke nem at finde, men juhuuuu det lykkedes. Nu skulle der hygges og genses. Men hvor var scar-stikket, som forbinder video og tv'et, henne? Vi leder igen, i kasser og alle mulige steder, ingen stik. Nå det var så det.

Jens låner et stik med hjem lørdag (efter at have været på overarbejde i 12 timer), og jeg kan ikke forstille mig, at det er lørdag aften vi skal se gammel video, når han er mega-træt, men det er det.
Vi starter og hvor er det dog morsomt. Se børnene da de var små og gense alle de glade mennesker fra 100 års-dagen. Jamen altså, hvor er vi blevet gamle. Godt vi gjorde det - far og jeg - det er med glæde, at gense sådan en skøn dag. Men altså, hvor det krævede et kæmpe forarbejde, at få det hele til at lykkedes. Men det gjorde det.

Det vi glædede os til at gense, var Jens' overraskelse til mig, som var lykkehjulet. Kan I huske det - derude? Der kom kun 4 bogstaver op på hans tavle og jeg måtte vælge 5, så der var jo rimelig stor sansynlighed for, at få vendt alle bogstaverne. Valget blev d, n og rst og vokalen i. Hvorfor i, for de (altså dem i fjernsynet) tog altid e. Jens vendte kun 1 bogstav - det sidste og det var et r. Kategorien var et begreb. Kan du gætte det?
Jeg kunne ikke gætte det, men jeg fik dog alligevel lov til at trække blandt de 3 præmier. Det blev en rejse til Venedig, som jeg tabte og Jens vandt.

Ca. 7-8 år efter festen, tog vi på bryllupsrejse til Venedig, mange, mange år efter at vi var blevet gift. Men pyt, hvad gør det? Bedre sent end aldrig og det blev en skøn og smuk tur.

Stilhed

Der er så stille herude på landet, at det er en lise for sjælen. Jens, som arbejder mange, mange timer hver dag på en Handelsskole, er så fyldt op med larm i hovedet, at den lange køretur hjem, er det hele værd, for at komme ned til stilheden.

Når vi sidder ude i haven om aftenen, kan man intet høre, af forstyrrende lyde. Kun naturens egne smukke lyde. Måske lige en bil i det fjerne el. en flymaskine, som har "glemt" at slukke motoren. Kræver måske lige en forklaring. Alle fly, som kommer syd fra, slukker motoren når de er over Møn, og glider stille ned til Amager.

Malene var ved at få pip af den stilhed, så hun nyder i den grad, at høre larmen fra Englandsvej. Forstå det den som vil.

Vi nyder freden her.