I dag er det

et ½ år siden, Sister Bonde startede. Det var en spæd start med mange begyndervanskeligheder og lige op til en lang sommerhusferie, hvor der IKKE er internetforbindelse. Men vi overlevede - bloggen og jeg - trods en enkelt lukning. Derfor skal der gøres status, på de forskellige indlæg, hvad er der sket, hvad har jeg lovet osv. osv. Du - kære læser - behøver ikke at læse det hele igennem, men hvis du sidder og tænker, hvad er der egentlig sket med det og det, så kan det være det kommer lidt længere nede. Hvis ikke, så skriv endelig.

I fødselsdagsgave ønskede jeg mig de lækreste gummistøvler - det gør jeg stadig - pengene fra mor og far, blev brugt til et par cityjoggingsko, som blev købt i Avignon.

Det går bedre på Jens arbejde, ham fyren, som havde trådt både søn og mand over tæerne, er blevet sat på plads. Det hjælper mange gange, at sige noget til hovedet af dem, højt. De er ikke vant til modstand og sætter deres medmennesker mere i respekt, når de får det. Mærkeligt folkefærd.

Trappen i entreen står fortsat og venter på sommer, så trinene kan blevet malet sorte. Jeg har virkelig, og her er det lige før det er gået over til det uacceptable, presset Jens til at få gjort noget ved væggene - inden jul. Han har fortsat 2 weekender, så der er håb.

Malene kom fint over den grimme oplevelse med hospitalsindlæggelse og HAR lært meget af det. Tager stor afstand til stoffer, drikker med måde (håber jeg) og husker at få noget mad indenbords. Vi købte jo en lejlighed til hende på Englandsvej, det har vi ikke fortrudt, det har bare været dyrere, end vi først havde troet. Vi var dumme. Desværre forsvandt vores lejer (der skal bo 2, for at det kan løbe rundt i sig selv), så november og december, kom der ikke nogen husleje ind. Heldigvis er en ny lejer på vej ind til den 1.ste januar, så ser vi lyst på det igen.

Revurdering af huset, gik ikke som forventet. Det var ikke steget så meget i værdi, at det kunne betale sig at låne penge. Vi venter. Men det går jo nok desværre den modsatte vej, grundet naboens beplantningsevne. Han fortsætter ufortrødent. Det gør jeg også mht. at kontakte div. indstanser. I denne uge, har jeg virkelig talt med mange, nogen giver håb, andre ikke. Men jeg giver ikke op.

Svampeturen var en skøn sansetur og en af tøserne lovede at komme forbi. Det gjorde hun aldrig, og jeg har intet hørt fra hende. Pyt med det. De indsamlede svampe blev aldrig brugt, turde simpelhen ikke, så svampesamler bliver jeg ikke.

Evighedscampisterne har jeg ikke holdt øje med siden brylluppet. Måske skulle turen, snart gå den vej, og lige se, om de er flyttet ind i huset. Der skulle være småfolk på vej her til januar, så mon ikke de er kommet indenbords.

Den 2. oktober var jeg til møde på jobcenteret, da jeg følte mig klar til at komme ud på arbejdsmarkedet igen. Det lød som om - på de 2 sagsbehandlere - at jeg skulle i gang med det samme, 3 timer om dagen til at starte med, og gerne på et af de lokale biblioteker. Jeg har intet hørt. Nu er det blevet en principsag, at tiden må gå sin gang, kontakten må komme fra dem. Det kan ikke være rigtigt, at undskyldningen fortsat er kommunesammelægningen, at det er derfor der ikke sker noget. Bare ærgerlig, når man nu selv gerne vil.

Lugtesansen og fortsat væk, men der er jo "kun" gået lidt over et ½ år, fra jeg opdagede det, så håbet lever fortsat.

Her til sidst - tak skæbne - det blev lidt langt, så findes der engle. I går kom Jens ind fra "skuret", der lå en pakke, gad vide, hvor længe den har ligget der? Hvor jeg glæder mig til at se begge film. Tusind tak.