sent om aftenen opfatter jeg altid truende. Hvorfor ved jeg ikke, folk må egentlig ringe, når de har lyst - her - bare ikke når jeg ser det og det og det og det i fjernsynet, så er den røde lampe tændt. Men i går aftes ringede den sørme, og vi VAR på vej i seng, altså, altså, altså. Kigger på Jens og siger: Er det telefonen der ringer? Tror jeg nok, svarer han - uden antydning til at han agtede at løfte røret. Navnet der bliver sagt, siger mig ikke noget, indtil jeg råber: Hej M . . . . ..
Og hvem er så det. Jo det er hele familiens tandlæge, som forlod vores lille klinik her tæt på os, og flyttede ind til en forstadsby til København. Pyt, tænkte vi, vi følger med. Indtil der her forleden dag, kom en mail, at min tid var aflyst, da min tandlæge havde valgt at rejse. Nu må jeg godt nok snart bede om stabilitet og bad klinikdamen, om at vride armen rundt på tandlægen, for at finde ud, af hvor hun nu skulle hen. Så let skulle hun ikke slippe for denne familie.
Samtalen tog en ½-times tid, og det var bare som om, vi altid havde talt sammen "på den måde". Vi grinede og pjattede om mænd, opera, tænder, bolig, arbejde osv. osv. Hun trivedes ikke på denne kæmpe-klinik, følte det var fabriksarbejde, så hun ville starte for sig selv. Godt gået og vi skal nok være der og støtte hende, når det sker. Skal til MIN tandlæge på tirsdag, da hun jo ikke ved, hvornår hun får købt sig en lille klinik.
Lige en lille tilføjelse. Jeg har altid haft kvindelige tandlæger. Det kan da egentligt være lige meget, om det er det ene el. det andet køn, som ordner ens tænder. Men det er det altså ikke, har det bedst med en kvinde på det område. Har også haft flest kvindelige læger, men der var en årrække, hvor 2 mænd deltes om mig, fint nok ;o)