I dag er det

et ½ år siden, Sister Bonde startede. Det var en spæd start med mange begyndervanskeligheder og lige op til en lang sommerhusferie, hvor der IKKE er internetforbindelse. Men vi overlevede - bloggen og jeg - trods en enkelt lukning. Derfor skal der gøres status, på de forskellige indlæg, hvad er der sket, hvad har jeg lovet osv. osv. Du - kære læser - behøver ikke at læse det hele igennem, men hvis du sidder og tænker, hvad er der egentlig sket med det og det, så kan det være det kommer lidt længere nede. Hvis ikke, så skriv endelig.

I fødselsdagsgave ønskede jeg mig de lækreste gummistøvler - det gør jeg stadig - pengene fra mor og far, blev brugt til et par cityjoggingsko, som blev købt i Avignon.

Det går bedre på Jens arbejde, ham fyren, som havde trådt både søn og mand over tæerne, er blevet sat på plads. Det hjælper mange gange, at sige noget til hovedet af dem, højt. De er ikke vant til modstand og sætter deres medmennesker mere i respekt, når de får det. Mærkeligt folkefærd.

Trappen i entreen står fortsat og venter på sommer, så trinene kan blevet malet sorte. Jeg har virkelig, og her er det lige før det er gået over til det uacceptable, presset Jens til at få gjort noget ved væggene - inden jul. Han har fortsat 2 weekender, så der er håb.

Malene kom fint over den grimme oplevelse med hospitalsindlæggelse og HAR lært meget af det. Tager stor afstand til stoffer, drikker med måde (håber jeg) og husker at få noget mad indenbords. Vi købte jo en lejlighed til hende på Englandsvej, det har vi ikke fortrudt, det har bare været dyrere, end vi først havde troet. Vi var dumme. Desværre forsvandt vores lejer (der skal bo 2, for at det kan løbe rundt i sig selv), så november og december, kom der ikke nogen husleje ind. Heldigvis er en ny lejer på vej ind til den 1.ste januar, så ser vi lyst på det igen.

Revurdering af huset, gik ikke som forventet. Det var ikke steget så meget i værdi, at det kunne betale sig at låne penge. Vi venter. Men det går jo nok desværre den modsatte vej, grundet naboens beplantningsevne. Han fortsætter ufortrødent. Det gør jeg også mht. at kontakte div. indstanser. I denne uge, har jeg virkelig talt med mange, nogen giver håb, andre ikke. Men jeg giver ikke op.

Svampeturen var en skøn sansetur og en af tøserne lovede at komme forbi. Det gjorde hun aldrig, og jeg har intet hørt fra hende. Pyt med det. De indsamlede svampe blev aldrig brugt, turde simpelhen ikke, så svampesamler bliver jeg ikke.

Evighedscampisterne har jeg ikke holdt øje med siden brylluppet. Måske skulle turen, snart gå den vej, og lige se, om de er flyttet ind i huset. Der skulle være småfolk på vej her til januar, så mon ikke de er kommet indenbords.

Den 2. oktober var jeg til møde på jobcenteret, da jeg følte mig klar til at komme ud på arbejdsmarkedet igen. Det lød som om - på de 2 sagsbehandlere - at jeg skulle i gang med det samme, 3 timer om dagen til at starte med, og gerne på et af de lokale biblioteker. Jeg har intet hørt. Nu er det blevet en principsag, at tiden må gå sin gang, kontakten må komme fra dem. Det kan ikke være rigtigt, at undskyldningen fortsat er kommunesammelægningen, at det er derfor der ikke sker noget. Bare ærgerlig, når man nu selv gerne vil.

Lugtesansen og fortsat væk, men der er jo "kun" gået lidt over et ½ år, fra jeg opdagede det, så håbet lever fortsat.

Her til sidst - tak skæbne - det blev lidt langt, så findes der engle. I går kom Jens ind fra "skuret", der lå en pakke, gad vide, hvor længe den har ligget der? Hvor jeg glæder mig til at se begge film. Tusind tak.

Igennem 14 år

og det er ikke løwn, har jeg været plaget af fodvorter. Fik dem foræret af mit kære barn, da hun begyndte at gå til svømning. Siden er der kommet en enkelt til på tomlen - også. Har gået til behandling hos hudlæger, betalt Verocids opfinders/forhandlers husleje i mange år. Prøvet alt muligt alternativt (for det kommer jo indefra), der er drukket mange flasker bio-etel.andet, som heller ikke hjalp. Gået rundt med hvidløgsstykker plastret på, rå flæskesteg og neglelak. De dyreste cremer fra apoteket 800 - 900 kr. for 12 bette-små breve, hjalp heller ikke. Lige meget, hvad du - kære læser - har af gode ide'er. I have been there.

For nogle uger siden, fik jeg nok. Trængte hudlægen op i en krog, og sagde: Jeg gider ikke mere, nu må der gøres noget drastisk, jeg er med på, hvad som helst. Prøv mig - brug mig - som forsøg.I sidste uge skulle jeg så møde kl. 9, hos hudlægen, have smurt noget creme på, køre hjem og komme retur efter 3 timer. Det skal jeg også i dag. Det er fotodynamisk behandling til og af hudkræft, som klinikken nu vil prøve, om det har en gavnlig effekt på vorter. Der er ikke sket nogen forandring på en uge og man får "kun" 2 behandlinger. Klinikdamen sagde: Du skal tænke positivt. Fortsættelse følger ;o)

Hele weekenden

gik jeg og sukkede efter en pose chips, sagde højt og tydeligt: "Bare jeg kunne tåle, at spise en pose chips". Hvem kommer hjem med en pose til mig - i går - Jens. Hvad tænker han, hvad mener han? Vil han opnå, at jeg bliver så stor, at jeg ikke kan komme udenfor en dør, vil han holde mig fangen i mit fedt. Vel vil han ej - han er bare skøn.Er min stol blevet for lille - eller er jeg blevet for stor?

Juletræsfoden 1-2-tree

I denne søde juletid, bringer jeg et lille reklameindlæg.For nogle år siden, fik Jens den skøre (læs: dyre) ide, at lave den perfekte juletræsfod. Den vejer ingenting, fylder næsten ingenting, det er nemt at få træet sat på, og det mest vigtige - træet står ALTID lige.

Hvis du mangler en juletræsfod, som altid virker, så send en mail på info@1-2-tree.dk og jeg sender fluks en til dig - hvis du gir portoen - gir jeg resten, det er vel jul ;o)
Her er, hvad et blad skrev:

Vores eget juletræ

Aldrig set før

herren i huset, siddende foran en buldrende TV-avis, med den bærbare på skødet. Nye tider.Kan han tillade sig at brokke sig over, at fruen alt for ofte sidder bag sin bærbare skærm, når han ikke engang kan undvære den, mens han "hører" nyhederne? Til Nina, det hjalp at sætte hans bærbare (som var fyldt med blomstervand) på oliefyret i nogle dage, så startede den fint. Pyha.

En kommentar

har jeg modtaget (eller to), på indlægget om trafficking, kommentarer, som ikke er "som de plejer". Derfor vælger jeg at vise dem sådan:

Johnm skriver:
Hov! - Vent lige lidt. Der er tale om fiktion. I taler alle sammen som om, at det er virkelighed. Det er jo underholdning for pokker!

en luders dagbog skriver:
Langt de fleste af de "grumme og onde bagmænd" er kvinder som enten selv har været eller stadigvæk er prostituerede. Tag og kig på de sager der har været om trafficking .... det er kvinder som er blevet anklaget, det er dem der har udnyttet landsmænd (kvinder) Det er til at brække sig over at læse, hvordan I dømmer ud fra to skønlitterære bøger der ikke har en døjt med virkeligheden at gøre. Istedet for at se på årsagerne til at det kan finde sted, at der er ulighed i denne verden, nogle lande er rige andre er det ikke...har I tænkt jer at overfalde jeres egne sønner. Det hjælper hverken jeres sønner eller de kvinder, som virkelig er tvunget til at prostituere sig her i landet.
Jeg græmmes over jer

Alle har jo lov til at formulere sig og udgive, men åbentbart har jeg ramt et el. andet, som kan ses ud fra forskellige synspunkter. Men dejligt at høre fra "nye".
Godt nok en grå dag - kun til at gemme sig og sove i.

Hvad har jeg gjort

siden min krop, ændrer sig så meget, at jeg den dag i dag, ikke kan gå ned i en butik og købe et par bukser SOM PASSER.
Dengang - på billedet i 70'erne (Anemone, se bort fra det jeg har i hånden, det er mange år siden, er blevet klogere) - så min krop således ud. Det var ikke svært at finde bukser, måske i længden, men det gik - de passede.





I 80'erne blev der så udvidet lidt på siderne, ikke meget, men nok til, at det blev sværere, at finde bukser, som passede til både lår og talje. Læg venligst mærke til, hvordan håret også udvider sig.



Ja, så er vi kommet til 90'erne, og det ser værre og værre ud. Bukserne er hårdt prøvet mht. om sømmen kan holde, både fortil og siderne. Håret er ved at være der, altså som det er nu og nok altid vil være. Men lårene, hvor dælen har de tænkt sig, at de skal hen, og hvornår stopper de? Taljen har jeg hele tiden haft med mig (ses ikke på billedet ;o). DERFOR er det bare så svært, at få et par bukser d.d. som passer, uden at de "flapper" en ½ meter bagud. Der bliver ikke syet bukser til mig længere.
I sidste uge skulle jeg bare have et par nye SORTE bukser (de slanker). Den søde ekspedient, havde løbet efter den ene størrelse og form efter den anden, at jeg til sidst hviskede: Tror vi skal et nummer højere op. Råbte hun ud i butikken: "Det klarer jeg, skal lige på lageret og tager en æske Kleenex med".
Kom hjem med et par bukser, i den dyre ende af skala'en, som bliver byttet i morgen, de er for store. I Berlin købte jeg et par skibukser, for det var bare så hammerkoldt, de er for store. Jeg gider ikke mere, går over til lang nederdel.

Trafficking

Hvor er det altså forfærdeligt, at "vi" tillader det, og ikke mindst at mændene gør det. Har lige læst denne bog, som bare er så skræmmende, at det gør ondt.

ET GLAS MÆLK, TAK er Herbjørg Wassmos hudløst hæslige fortælling om en ung piges rejse igennem enhver kvindes værst tænkelige mareridt. Bogens femtenårige hovedperson Dorte lever en fattig og trøstesløs tilværelse sammen med sin mor og storesøster i en lille litauisk landsby. Da en flink og tandhvidt smilende mand en dag tilbyder Dorte et godt betalt servitricejob på en café i Sverige, virker det som den helt rigtige løsning på familiens økonomiske problemer. Hun pakker i smug sin lille kuffert og følger med to mænd, der ganske gratis og vederlagsfrit vil fragte hende til Stockholm. Først da det er skæbnesvangert for sent, opdager den mælkekindede landsbypige, at hun er fanget i menneskehandlens nådesløse net af løgne, vold og seksuelt misbrug. Læs evt. mere på Litteratur.nu.
For ca. et års tid siden læste jeg den her:
Kriminalroman om baltiske piger der lokkes til Danmark for at blive holdt indespærret i prostitutionsmiljøet.
Denne bog handler om trafficking: bortførelse af unge - i dette tilfælde baltiske - piger til prostitution i vesten under slavelignende forhold. En af pigerne bliver mishandlet næsten til døde og beslutter sig for en voldsom hævn. På hospitalet, hvor hun er indlagt, sker der samtidig et voldsomt dødsfald, hvor en ung narkoman får mere end hjælp på turen til det hinsidige. Den meget uortodokse kriminalkommissær Ewert Grens har begge sager, der i ubehagelig grad kommer tæt på ham personligt.Det er en skræmmende, men desværre også en meget realistisk bog, som er umulig at lægge fra sig, når man først er kommet godt i gang.

og fattede heller ikke dengang, at der ikke bliver gjort noget for de piger. Men hvem og er der overhovedet nogen der gør noget? Er der ingen der tør kæmpe i mod disse forfærdelig kyniske mænd, som ødelægger og misbruger totalt uvidende piger/børn. Og ikke mindst de mænd, som bruger dem, hvordan kan de få sig selv til det? Jeg forstår det simpelthen ikke. Undskyld dette absolut ikke juleskønne indlæg, men som skrevet, så har jeg lige lagt den øverste fra mig, og så måtte det bare ud.
Ved ikke om det hjælper noget, men man kan skrive under her: Stop the traffik.

Sådan Lene

nu er den der: Russisk kartoffelsuppe.

og den er altså bare god, skulle jeg hilse og sige fra Jens. Smager fuldstændig, som den han fik på den russiske restaurant i Berlin. Her kommer opskriften, hvis andre skulle få lyst:

8 dl. vand med 2 hønsebouillionterninger koges op. Her kommer man 6 store kartofler og 1 stor porre skåret i mindre stykker, 1 stort løg skåret i både, samt 1 laurbærblad. Koger i 20 - 25 min.

Fjern laurbærbladet og kom fyldet (med lidt af suppen) i en blender el. foodprocessor, kør det til fin pure. Kom hvid peber, 2½ dl. piskefløde, 1½ dl. creme fraiche 38% (jeps, den er ikke til, hvis man er på slankekur). Lad det koge igennem og smag til med salt og peber.

Jeg kom lidt rejer i bunden af skålen, suppen ovenpå, en klat creme fraiche, klippet purløg og lidt ristede bacon på toppen. Næste gang vil jeg forsøge med laks el. egentlig kan man vel komme i, hvad man lyster. Den smager fantastisk og mætter rigtig, rigtig godt. God fornøjelse.

Endelig kom

der gang i julekortene, som snart er på vej. Normalt er det Jens, som står for juledigteriet, heldigvis også i år. Ét år forsøgte jeg med et resumé over årets gang, ud fra de 13 runde fødselsdage, vi havde været til i løbet af året. Den gik ikke - Jens er bedst. I dag er der sendt til USA, Portugal og Norge - så ved I det derude ;o)

Alle julegaverne er købt og ligger klar, én er allerede sendt afsted og én ligger klar til afhentning i Hillerød. Nu kører det - julejubiiii.

Min tvillingesister

har jeg ikke mødt IRL og om det nogensinde sker, er ikke til at vide.

Vi er lige høje, vejer "næsten" det samme, tænker ens, er perfektionister til fingerspidserne, bliver skuffede hvis andre ikke gør det som vi synes er rigtigt (for det er det jo ;o), har en trofast mand gennem mange år, en af hvert køn"ne" børn med lige stor aldersforskel, taler sammen i telefonen i timevis som om vi har kendt hinanden hele livet, skriver lange mails til hinanden, taget samme store skidt (i år) til at få professionel hjælp, elsker at rejse, skriver stort set altid samtidigt (på minuttet) på hinandens blog, og jeg kunne blive ved. Vi har "kendt" hinanden i et lille ½ års tid, da hun var den, som kommenterede på mit allerførste indlæg.

Alle har (gætter jeg) hørt det med, at et el. andet sted i verden, har man en tvilling. Har du mødt din?

Til Madame - håber det er ok - at jeg lige snuppede din gode ide, med at afslutte med et spørgsmål.

Berlin - farvel

De føromtalte ældre smukke damer, synes vi helt bestemt skulle tage en tur i KADEWE, det var/er bare stedet. Havde også sendt en sms til min swester (som har været i Berlin flere gange), om hvor skal vi gå hen? Var svaret: Gå i KADEWE og spis frokost på 6. sal.

Nu kommer endnu en indrømmelse: Kan bedre lide Harrods i London. KADEWE er monsterstort, tror det størte varehus i Europa. Vi overså det hurtigt ;o) og ud igen, uden frokost.

Her blev jeg meget imponeret. Berlins varetegn Kaiser-Wilhelm-Gedächtniskirche, den må og skal man se. Efter anden Verdenskrig blev ruinerne fjernet, og kun det massive facadetårn fik lov til at blive stående. På hver side står hhv. "læbestiften" (det nye tårn) og "pudderkvasten" (selve kirken), som er bygget af armeret beton og et fantastisk mosaik af blåt glas. Det ville jeg godt have set, mens solen skinnede. Begge gange vi var der (begge?) var det gråvejr. Ja, begge, hvorfor begge, jo fordi der lørdag kom uventet besøg fra Danmark:Jens kunne ikke undvære sin kone - tænk - så han kørte lige et smut ned for at opleve Ägyptisches Museum, for det havde et cetera sagt, at han skulle. Godt nok i London, men Berlin har jo Nefertiti. Vi kunne bare ikke finde museet, el. jo det kunne vi, men det er flyttet til Museumsøen, bare så I ved det. Før lå det ved Schloss Charlottenburg, som er en af Berlins hovedattraktioner, det nåede vi altså ikke ind på, men en russisk restaurant lige ved siden af. Det var fantastisk - prøv det - den hedder Samowar.Det her viser at veninden fik en kop the, sikken én, Jens fik kartoffelsuppe (den var fantastisk, Lene), og jeg en café latte med en bolle med alt for meget smør. Det var så en lille beretning fra Berlin - nu må vi skue andre horisonter - intet er planlagt.Veninden beskuer et af Berlins kunstværker.

Berlin II

Højdeskræk og jeg har fulgtes ad i 33 år. Frygten kom, da jeg som 18-årig, stod på toppen af World Trade Center i NY. Det at stå og kigge ud og ikke kunne se bunden af bygningen, samt kigge NED på flyvemaskinerne, var alt rigeligt. Det har sat en stopper for mange smukke udsigtsoplevelser - desværre.Rigtig mange havde sagt, at vi skulle tage en tur op i TV-tårnet, sidde og nyde deres super-buffet, og så bare lade sig føre rundt og se Berlin fra toppen. Det blev ikke til noget. Veninden synes ikke der var noget ved, at tage derop alene. I sådanne situationer, er det rart at være flere.

Her kom vi heller ikke op, selvom det skulle være en fantatisk oplevelse, at køre med elevatoren indeni dette smukke akvarium. Hvis turen går til Berlin, kig ind på Radisson SAS hotel ved Alexanderplatz.

Men ét sted skulle vi altså op, og det i den berømte elliptiske kuppel, som Reichstags bygningen blev forskønnet med i slutningen af 90-erne. Stod i kø i en lang kold time, ind til et sikkerhedstjek, som slår alle lufthavnes, vente, vente, vente og endelig op med elevator. På vej op i kuplen, fik jeg lige taget dette billede:

inden det gik galt. Ville bare så gerne med op i den kuppel, gik rask afsted, men kunne ikke følge med veninden, mærkede den velkendte prikken i benene, som valgte at standse og så stod jeg der og krøb sammen. Kunne lige så godt have lagt mig ned og trillet retur. Dette billede blev taget i mens det stod på.Ned kom jeg, krybende langs kanten af bygningen. Tag endelig derop, hvis du nærmer dig. Det er et fantastisk flot kunstværk og DER er en utrolig flot udsigt.

Bringer en

efterlysning: Kan ikke finde julestemningen - hjælp - dusør gives.
Mon det er fordi jeg er træt efter en lang ferie? Tror det næppe. Er det fordi, alle juletingene ikke har været fremme i næsten 4 år? Tror det ikke. Er det fordi børnene er blevet store i mellem tiden? Hmmmm, måske.
Troede bestemt, at når ham her kom frem, så var den der: Julestemningen.Fundet i det mest rædselsfulde varehus i Los Angeles, han måtte bare med os hjem, kunne da ikke stå der helt alene. Han er højt elsket, for hele julemåneden er han proppet med juleguf. Måske han sender lidt gode vibrationer i løbet af det næste døgn, kan næsten ikke vente. Fik dog lige banket den her ned i dag. Eddermanme kreativitet så det forslår ;o)

Inden man indtager

en helt ny by, for os begge, må man se pæn ud. Ind i en meget lille lyserød butik, for at få ordnet negle. Veninden har alle sine i behold og trængte "bare" til lidt manicure og håndmassage.

Mine negle, har et fortidslevn, som desværre er så forbandet svært, at komme af med. Nu kommer der en indrømmelse, nøjjjj, hvor er det svært at udgive. Så nu - ahhhhhhhhhh - bider negle.Lige pt. går det "kun" ud over tommel-neglene. Den skønne Thai-pige, skulle hekse nogle fine nye negle til mig, og DET gjorde hun. Håber nu, at de bliver siddende et godt stykke tid, for så er der måske en chance for, at jeg lader mine egne få lov, at vokse sig lange og flotte. Dum vane - ved det godt.

Klar til første dag, hvor vi bare gik og gik og gik og gik, i alt ca. 15 km. Det var fint vejr, da vi nærmede os Brandenbruger Tor, men blev mere og mere gråt og trist "under der linden". Efter at have gået 4 - 5 timer - uden af have fundet noget, som vi synes var spændende (en lille butik el. 2), kom vi ind i en meget stor skobutik, hvor jeg overhørte 2 ældre damer tale Dansk. Spurgte dem pænt, om hvor alt det spændende i Berlin var, (hvorfor Berlin er vidunderlig, folk tager derned den ene gang efter den anden), for vi kunne ikke finde det. Svaret var: I skal tage ind til Berlin.

Det svar har vi godt nok grinet meget af, for det endte med, de kære damer fortalte, at i Charlottenburg, hvor vi boede, var/er smørhullet. Vi gik hjem og gjorde os klar til næste dag.

Til en orientering

er Sister Bonde landet med bagagen fuld af oplevelser, som vil blive udgivet i morgen, hvis nogen har lyst og føler trang til at læse med. Glæder mig til at studere jeres oplevelser, uden Glühwein, som ellers er blevet drukket i stor stil :o) Er god mod røde næser. Tyskerne kan noget med reklamer - overalt - næsten for stort.

auf Wiedersehen

Drager til Berlin med min veninde, er retur den 4. december
"Ich bin ein Berliner"

Ha det godt, pas på hinanden og lad være med at gøre noget,

som jeg ville ha gjort ;o)

PS: Husk at, fejre denne kvinde den 1. december og send en hilsen med fra mig ;o)

Rundt omkring

på mange skønne blogge, gløder strikkepinde og hæklenåle. Det har de også gjort hos mig - den gang.

Der handles ind på nettet og vises lækre garner, så man må synke en ekstra gang. Men desværre er tålmodigheden og synet ikke til det længere. Men hvor har jeg dog kreeret mange, mange trøjer, i de lange nattevagter på intensiv afd. Der var ikke den læge, sygeplejerske el. sygehjælper (i nævnte rækkefølge ;o), som ikke gik rundt i en sister bonde kreation. Jeg savner det efterhånden så meget, at måske skulle jeg forsøge med en +3 brille og pinde str. 6, og se hvad det ender med. Bare ikke som den her:Den duede jo overhovedet ikke - tørrede aldrig - var direkte sundhedsfarlig. Har du noget ligende at vise frem?

Havnen

måtte Jens lige ned og beskue i går. Aldrig har han set så lidt vand - der. Fuldstændig som franske tilstande med ebbe og flod. Han kunne trave ud og tage dette billede ind mod havnen. Hvorfor er det lige, at jeg ikke tager med, når han spørger om vi skal køre en tur?

Har altid et hav af undskyldninger for det ene og det andet, men der er jo ingenting der haster, så næste gang, sidder jeg ved siden af. Dette billede tog han også - og der er ikke blevet rettet på nogen horisont ;o)

Fik forsinket

fødselsdagsgave i fredags af min veninde. Endnu en til den voksende samling.

Her er andres meninger og holdninger velkomne, om dette at være super-royalist. Mor forstår ingenting: Hvorfor er du det? Tjaaaaaa, ved det faktisk ikke, eller hvad det var, som startede det. Men jeg elsker simpelthen, at læse og se alt, som vedrører kongehuset. Nogen elsker at sætte en gammel filmkending på dvd'en, jeg kan finde på at sætte Mary og Frederiks bryllup på, og så bare stortude fra ende til anden.

I nogen familier spilles der Matador og Trivial Pursuit, det gør der også her, men Kongespillet er nu sjovt og lærerigt.

"Da vi nu har den statsform, som vi har, skal jeg være den første til at indrømme, at jeg synes den er sjov og at den forgylder hverdagen. Mange er irriterede over at kongehuset koster penge. Men jeg synes ikke det er mere mærkeligt, at betale skat til kongehuset end at betale tv-licens - de udfylder jo omtrent samme funktion (og der er ikke så mange genudsendelser). Det er trods alt verdens bedste og mest kostbare dokusoap. " Dette er skrevet (med en enkelt tilføjelse fra mig) af forfatteren til Prinsesse-bogen: Catarina Hurtig. Jeg giver hende så evigt ret.

Nu kan vi så glæde os til at vi skal til bryllup - igen. Joachim og Marie gifter sig den 24. maj, hvorfor skal vi vente så længe? Svigerinden og jeg vil sidde klar fra morgenstunden og være med til, at kommentere kjoler, hår, smykker, hatte osv. osv. og vi glæder os vildt allerede.